Månedsarkiv: maj 2012

Forbandede deadlines

“Well, I have this one assignment for you today.we need to have this protein identification ready by tomorrow. Boss says to hurry it through. Can you do that for me?”

Han havde ikke sovet et minut de seneste to døgn. Det var ikke fordi han ikke var træt, hans øjne lukkedes hele tiden af sig selv, som en spasme, men hver gang de lukkede i, tænkte han på.det han ikke ville tænke på, og han tvang sig til at åbne øjnene igen. Nu havde han set dårlig natte-tv i otte timer, og han var stadig ikke faldet i søvn.

“Protein identification you say? Does this have something to do with the dead kid on Elm Street? I sure hope not! I’m not superstitious or anything but, you know, I wouldn’t want to get on someone’s nerves, like someone from the dark side. You know?”

“I hear you, man, but it’s just something we have to do, okay? You know how the boss is. He’ll go nuts if we don’t deliver, so just get it done”.

Det undrede ham, at han ikke kunne falde i søvn, selv når han udsatte sig selv for timevis af verdens kedeligste film.

det handler om at udvikle sig

“Har du set nogen af de her kurser i kommunikation, skat? Var det noget for dig?”

“Hvor henne? I avisen?”

“Æh, nej, på deres hjemmeside. Altså den her hjemmeside fra kommunens jobdatabase. Eller aktiveringsindsats eller hvad det hedder”.

“Nej, dem har jeg ikke set. Mener du at jeg har brug for kurser i kommunikation? Det er da ikke særligt pænt af dig”

“Hold da op! Det er jo ikke ment på den måde!”

“Det ved jeg godt. Det var for sjov! Hvad står der om dem?”

“Lad mig se.det er noget med.hov! Telefonen. Tager du ikke lige den?”

“Det er din far. Han ringer altid heromkring. Tager du den ikke selv? Jeg snakkede med ham i går. Og i forgårs”.

“Okay, okay. Hallo? Hej far. Vi snakkede netop om dig. Ja, nemlig. Nej, vi sad lige og kiggede på nogle.nej, først i morgen. Ja. Nej, vi sad og læste om nogle kurser i kommunikation på.nej ikke til mig.ja. Nej, jeg ved ikke om det er noget for ham endnu. Ja, han skal jo lave et eller andet, og så havde jeg jo lige fundet noget, som måske kunne være for ham. Ja. Okay. Farvel så”.

Alle køber for mange sko

Dengang mine forældre lige havde fået mig, havde de allerede været ude og købe babysko og tøj til mig. Dog var jeg ikke særlig stor, og derfor havde jeg svært ved at passe tøjet og skoene. Min mor synes det var rigtig træls, da de havde regnet med at jeg var større end jeg var da jeg blev født. Dog var jeg så lille at de babysko de havde købt til mig røg af mine små tæer igen. Babysko var et stort problem at finde til mig dengang, også de år hvor jeg voksede. Men en dag tog min far og mor på shopping, for at finde et par perfekte sko til mine små fødder. De kiggede i rigtig mange butikker, og til sidst fandt de en skobutik med mange forskellige sko til babyer. Min mor synes de skulle være lyserøde, men min far mente det skulle være et par babysko fra Converse. De blev enige om at vælge dem fra Converse til sidst, dem kunne jeg da i det mindste passe. Den dag i dag har jeg stadig disse babysko i en kasse, hvor er de små og søde. Håber de kan passe min baby hvis jeg engang får en.

I fars fodspor

Hun var landinspektør fra København. Så vidt hun vidste, var hun den eneste kvindelige landinspektør i området, eller i hvert fald én af meget få. Hendes karrierevej havde været snorlige, og siden ottende klasse havde hun ikke været et sekund i tvivl om, at hun skulle være landinspektør som sin far.

Hendes far havde startet sin egen virksomhed sammen med en anden landinspektør fra København i 1982, og hun havde tit været med ude på jobs, når han skulle afsted til møder eller lignende opgaver efter hendes skoletid. Hun havde altid syntes, at det var spændende at være med på opgaver, og hun labbede alt i sig, som hendes far fortalte om jobbet. Mest af alt elskede hun dog bare at være sammen med sin far. Hun elskede duften af hans tøj, lyden af hans dybe stemme, og hans rolige væsen. Hun havde følt sig som universets centrum, når hun kørte med ham i firmabilen, det mest trygge sted i verden.

Hendes far døde alt for tidligt af en blodprop. Det lå i kortene, at hun skulle ansættes i firmaet, når hun var færdiguddannet, men de nåede ikke at arbejde sammen. Nu var hun landinspektør fra København, og stadig sin fars pige.