Månedsarkiv: september 2012

Et nostalgisk hus

Jeg har fået tilbudt et sommerhus, men ved ikke om jeg skal slå til. Det er min gamle onkel, som jeg ikke ellers har haft så meget at gøre med de senere år, som nu synes han er blevet for gammel og svag til at vedligeholde sit sommerhus nede ved fjorden. Han kontaktede mig fordi han ikke selv har børnebørn, og fordi mine søskende aldrig har vist interesse for sommerhuset.

Han vil sælge det billigt, nærmest for et symbolsk beløb, ift. hvordan priserne ellers er for et sommerhus i det område. Huset ligger fantastisk med udsigt over fjorden, lidt væk fra naboerne, og der følger en bådplads og en lille jolle med i prisen. Selve sommerhuset er ikke noget at råbe hurra for, det er velholdt, men meget lille, og er ikke blevet moderniseret siden det blev bygget i 70'erne.

Jeg elskede at komme i hans sommerhus i ferierne, da jeg var dreng, så jeg har et nostalgisk forhold til huset og området, men jeg ved også med mig selv, at jeg ville føle mig forpligtet til at bruge det tit, og til at holde det i stand, og med alle de andre gøremål i min hverdag, er jeg ikke sikker på, at der er tid og plads til et sommerhus.

En større bolig

Vi vil så gerne have et nyt hus, men mulighederne er meget begrænsede. Vi bor i en lille lejlighed med vores dreng på to år, og har længe ønsket os et hus med lidt have til, så han kan rende ude og lege. Til foråret får han også en lillesøster, og så kan vi ikke rigtig være i lejligheden længere, og skal alligevel flytte. Problemet er bare, at med vores økonomiske situation, er det ikke realistisk at bankerne vil låne os penge til et nyt hus.

Jeg arbejder som pædagog, og har en fin stilling i en børnehave. Min mand har egen virksomhed, hvor det selvfølgelig går op og ned, men han har en nogenlunde jævn indkomst, der ligger i den lavere ende, fordi de ikke tør vænne sig til en alt for høj løn, før firmaet er blevet mere konsolideret. Oveni det har vi lidt studiegæld og lidt gæld fra et billån, så de banker vi har talt med vil ikke låne os penge til et nyt hus. Eller det vil sige, når de regner på det, og kigger på, hvad de tror vi skal have i rådighedsbeløb efter at have afdraget lån til et nyt hus, tror de ikke på at vi kan klare det.

Kompetent ledelse

De havde længe udbudt kurser i kommunikation, men følte at tiden var inde til at udvide sortimentet. De havde fra starten for godt seks år siden haft stor succes med deres koncept, der bestod af modulbaserede korte kurser i kommunikation, hvor nogle moduler byggede ovenpå hinanden, og andre kunne tages uafhængigt af de andre, som et lille kursus i et specifikt emne, som fx kommunikation med kunder, eller kommunikation med ledelsen i din virksomhed.

Kurserne havde fået så meget succes, fordi de virkede overskuelige på kunderne, og fordi de fleste kunder ofte ønskede sig noget helt specifikt af deres kurser, og ikke ville betale for en masse ekstra emner, som de ikke umiddelbart havde behov for.

Nu havde de så lyst til at prøve kræfter med noget nyt: rekruttering og undervisning af ledere. De ville lave et koncept, der kombinerede opkvalificering af generelle ledelses-kompetencer med en rekrutteringsservice for ledere. På den måde kunne virksomheder, der søgte en ny leder eller direktør henvende sig til firmaet, og få fat i en leder, som de var sikre på havde fået et helt nyt kompetence løft, og som var helt fremme i skoene i forhold til de nyeste trends inden for management.